MC Einar - Den Nye Stil (1988)

Godt nytår! Efter en kort pause er jeg nu tilbage med fornyet energi, hvilket ikke bare er et idiom, da pausen helt sikkert gjorde godt. Men eftersom jeg sjældent vil ses gå aggressivt til værks, starter jeg stille ud med noget gammelt, dansk rap, og der kommer formegentligt mere af samme skufle skuffe i de kommende dage. Musikken har for længst mistet sin nyhedsværdi, men der gemmer sig både (nogle) gode numre og historier i de gamle drenge, hvilket giver mig tre grunde mere til at anmelde bl.a. MC Einar’s debutalbum Den Nye Stil; A) En understregning af at jeg bestemt anmelder, præcis hvad jeg vil, (b) jeg kan fremhæve noget anbefalelsesværdigt musik (og modsat) og (c) jeg kan komme ind på genrens kanon og historie.

Og ang. lister med personlige favoritter fra det forgående år, så skal I ikke holde vejret. Som denne blog er bevis på, så jagter jeg ikke intenst nye udgivelser, så jeg mangler stadig at høre en del fra sidste år. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Oscar-statuetterne bliver jo også først uddelt i slutningen af februar.

Men MC Einar. De første danskere til at udgive et rapalbum. Al begyndelse er svær, siger man, og nogen vil mene, at MC Einar er et eksempel på dette. DJ Peyk vil sjovt nok formegentligt være enig - hvert fald i ordsproget. Allerede i midten af firserne lagde han nemlig planer om et producere noget hip-hop, men han opgav hurtigt selv at gribe mikrofonen, og der var heller ikke nogen hjælp at hente hos kammeraten og med-DJ’en Jan Kabré, så der skete ikke rigtigt så meget, end til Peyk i 1988 opdagede et hidtil skjult talent hos den unge Einar Enemark. Einar havde absolut ingen relation til hverken det amerikanske eller danske hip-hop miljø, men han kunne spytte en række stavelser af sted i et middel tempo uden at snuble over ordene, hvilket var særligt imponerende i betragtning af hans stammen.

Sammen med beatboxeren Jesper Wildman dannede de MC Einar. Man kunne måske tro, at navnet var et krav fra den lidt modvillige Einar, men jeg har en ide om, at Peyk (der på flere punkter er gruppens leder) ikke havde noget i mod det mindre prominente liv bag kulisserne (lidt på samme måde som Dr. Dre). I 1988 blev Den Nye Stil smidt på gaden, men når snakken i dag en gang i mellem (oftest i slutningen af året) går på gruppen, er det sjældent den, der bliver fremhævet. Den Nye Stil er rocket, selvironisk og rimelig varieret, men er den på nogen måde stadig værd at høre i dag? – 25 år efter.

1.       PROVOKERER, ONANERER
Det er vel dumt at forvente andet end en rocket elguitar og et trommesæt i betragtning af periodens tendenser. Peyk har ladet sig inspirere af Run-D.M.C. og Beastie Boys, men tilføjer også en interessant guitarsolo, scratches og en fængende basgang, hvilket alt taget i betragtning faktisk gør hans produktion rimelig imponerende. Einar har et forholdsvis naturligt om end aggressivt flow, så selvom hans rim er ret simple, så er han nu ikke værst. Jeg kan godt finde på, at smide dette nummer på. En sjælden gang i mellem.

2.       SORGENFRI-RAP
Strygerne er virkelig fede, men trommerne kunne godt være mere hårdtslående og engagerende. Til gengæld er introduktionen af en elguitar halvvejs inde også ganske vellykket. Produktionen er faktisk en smule innovativ, men desværre bliver den i sidste ende holdt tilbage af en repetitiv trommeprogrammering. Einar fortæller om en dag på Burger King i Sorgenfri, hvilket nærmest er et klassisk eksempel på gammelt, dansk rap. Ikke dårligt.

3.       SUPERSKUFLE
Der går lidt disko i den her, hvilket var en stor fejltagelse. Det får også Einar til at lyde temmelig ringe. Han er seriøst dårlig her.

4.       SLAP A’
Han lyder bedre nu, men hold da op er nummeret kedeligt eller hvad? Retorisk spørgsmål for svaret er uigenkaldeligt ja. Det mærkeligste er dog, at det bliver gjort bevidst, for som titlen indikerer, forsøger gruppen af få lytteren til at slappe af. Udgangen er også alt for lang.

5.       EN AF DEN SLAGS DAGE
Jeg hørte Einar optræde med dette nummer i Go’ Morgen Danmark sidste år, og det gik op for mig, at nummeret egentligt er en smule underholdende. Einar fortæller to historier om et par uheldige situationer-slash-dage med en fin portion selvironi og et budskab om at huske kondomet. Historiefortællingen er udmærket, men det prædikende budskab er ret forstyrrende – ingenting til sammenligning med det utroligt monotone beat dog. Altså er nummeret ikke mere end en smule underholdende.

6.       DEN NYE STIL
Einar’s vers er egentligt okay, men beatet er en kende kedsommeligt. Og netop som jeg skrev forrige linje, udtalte Einar sig om, at det bliver mere monotont. Taget ud af kontekst, korrekt, men stadig pudsigt.

7.       POPTØS
Wildman og Einar er alene om dette nummer, hvilket vil sige, at Einar rapper over Wildman’s beatbox. Det er utroligt kedeligt og uinteressant. At Einar endnu engang tyer til historiefortælling er dog som udgangspunkt godt, hvis så bare hans historier var interessante. Han har i øvrigt tilsyneladende en del at sige om poptøser, men Wildman afbryder ham (heldigvis) til slut…

8.       WIENERBRØD
Hvormed vi får en kort beatboxsolo, hvilket jeg dog også godt kunne have undværet.

9.       MC EINAR BONUSBEAT
Og til allersidst har vi et såkaldt bonusbeat. Det er i allerhøjeste grad ikke noget specielt. MC Einar vil muligvis påstå, at det var for at give lytteren en mulighed for at trykke den af, men den tomme instrumental skyldtes nok bare Einar’s manglende entusiasme.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Den Nye Stil starter rimelig solidt, men det går hurtigt op for én, at MC Einar måske ikke har så meget at byde på igen. Albummet mister fuldstændig pusten ved tredje nummer, og de efterfølgende numre formår heller ikke bare at komme op ved siden af ”Sorgenfri-Rap”, der i forvejen er et godt stykke fra perfekt. Produktionen devalueres nemlig hurtigt, og selvom Einar trods alt også længere inde i albummet har en smule at byde ind med med sin (eller nærmere Peyk's) historiefortælling og sit nogenlunde flow, så kommer det sjældent i nærheden af at være fantastisk. Det kunne dog omvendt også have været langt værre. Som udgangspunkt vil jeg derfor mene, at en brændt kopi er rigelig, da albummet med alle sine fejl og mangler godt kan klare et enkelt lyt – men så heller ikke meget mere.

Det er svært at anmelde værker med historisk betydning (det stopper mig dog ikke), da jeg bestemt heller ikke vil stå i vejen for ønsket om en investering af Den Nye Stil, da MC Einar med deres debutalbum jo var pionerer indenfor dansk rap, og da albummets billige pris alligevel ikke er den formegentligt trænge søgen efter en piratkopiering tiden værd. Teknisk set er en brændt kopi dog som skrevet rigelig.

BEDSTE NUMRE: ”Provokerer, Onanerer”; ”Sorgenfri-Rap”