The Marshall Mathers LP 2. En meget vovet titel. Næsten provokerende.
Selvom originalen ikke er helt
fejlfri (pga. et par uheldige gæsteoptrædener og beats), så er det sgu en
klassiker - foruden at være fra en meget anderledes tid, hvor både Eminem og
hans omverden så helt anderledes ud. Så at udgive et album nu, der officielt
skal forstille at være en efterfølger til mandens bedste værk hidtil
nogensinde, vil, kan og bør kun vække en masse følelser i de mange fans rundt
omkring i verden. Mens nogen vil juble, vil nogen af dem uundgåeligt også blive
skuffet. Dette vil f.eks. ske, hvis man forventer et tilbagefald til hans
tidligere personage med kontroversielle rim, et cool flow og simple Dre beats.
Det er ikke Eminem anno årtusindskiftet, man stifter bekendtskab med på denne
plade. Men nu er der jo også forskel på at være i slut tyverne og start
fyrrene.
Hvorfor så kalde det The Marshall Mathers LP 2, når Eminem er en helt anden person i dag? Netop fordi han er en helt anden person. Albummet skal nemlig ikke ses så meget som et forsættelse, som det skal ses som et modsvar til originalen. Det fungerer altså langt hen ad vejen som en måde, hvorpå Eminem kan vise og fortælle sine fans men også sine nærmeste, hvordan han har ændret sig til noget, der forhåbentligt er bedre (i hvert fald som person - ikke nødvendigvis som rapper).
The Marshall Mathers LP 2 lækkede omtrent en uge før udgivelsesdagen men efter udgivelsen af de første fire singler. Du har formegentligt allerede hørt nogle af disse, og hvis du nu sidder og tænker, at du bestemt ikke har behov for at høre mere, så overvej det lige endnu engang. Evt. mens du læser resten af denne anmeldelse. Også selvom Rihanna og Skylar Grey medvirker, og alle andre end Dr. Dre har bidraget med beats.
1. BAD GUY (FEAT. SARAH JAFFE)
Der lægges hårdt ud med en efterfølger til intet mindre end hitsinglen ”Stan”. Eminem fortæller fra Stan’s lillebrors (Matthew) perspektiv, som ganske simpelt har til ærinde at hævne sin bror ved at kidnappe og myrde Em. Det slår åbenlyst ikke lige så hårdt som ”Stan”, men det er stadig en spændende fortælling, der kun forstærkes af den afsluttende epilogue, der indeholder et beatskift (til noget mere aggressivt) og et afsluttende vers om nummerets dobbeltbetydninger, Eminem’s usikkerhed og hans tanker om sin nuværende plads i genren. Det indeholder nogle ret kraftfulde linjer. Sarah Jaffe’s omkvæd kræver en smule tilvænning, men da jeg først havde hørt det et par gange, fandt jeg det nu meget passende. Mit største problem ved første lyt var beatet, der virkede lidt for simpelt på mig, men når først nummeret er kommet ordenligt i gang, så har jeg glemt alt om den kritik igen. Rigtig fed måde at åbne albummet på.
2. PARKING LOT (SKIT)
En forsættelse af sketchen fra ”Criminal”. Der er vel en grund til, at albummet indeholder et 2-tal.
3. RHYME OR REASON
Rick Rubin elsker at sample hård rock, men med en smule indflydelse fra Eminem bag knapperne, ender vi her i stedet med et sample (Læs: hele musikken og en del af vokalen) af The Zombie’s ”Time of the Season”. Det er et næsten morsomt bekendtskab ved første lyt, men jeg er blevet temmelig glad for det med tiden. Omkvædet, der er en blanding af samplet og Eminem, er omtrent lige så fængende som originalen, mens Em har nogle fede vers omkring lige dele sin far og sine kompetencer. Det er godkendt.
4. SO MUCH BETTER
Jeg blev ret overrasket over at finde ud af, at Em har produceret flere af numrene selv (eller sammen med pianisten Luis Resto), men han lægger da heldigvis vældig godt ud med denne ode til… en eller anden kvinde. Eller noget. Pointen er, at det faktisk er ganske underholdende. Altså lige med undtagelse af det irriterende omkvæd. Og den tåkrummende bridge. Nummeret er stadig okay.
5. SURVIVAL (FEAT. LIZ RODRIGUES)
Jeg må indrømme, at denne Call of Duty-reklame lyder meget bedre i albummets kontekst. Det er dog stadig ikke videre godt. Eminem’s udgangspunkt er linjer om overlevelse i verden og genren, men det bliver hurtigt en triviel og træg affære med gentagelser, kedelige ordspil og i øvrigt en del råben. Ret uforglemmeligt nummer.
6. LEGACY (FEAT. POLINA)
Em fortæller mere eller mindre den samme historie som i ”Brain Damage” - denne gang bare den virkelige historie, så i stedet for at runde af med at tæve sin mobber og samle sin hjerne op fra gulvet slutter han i stedet af med, hvordan han søgte tilflugt i musikken, der gav ham nogle terapeutiske virkemidler. Igen er omkvædet tydeligvis pakket sammen med beatet, hvilket er et trick både Alex da Kid, S1 og nu Emile benytter sig af. Jeg må sige, at jeg ikke just er den store fan af denne fremgangsmåde. Først og fremmest fordi de medfølgende omkvæd oftest er sunget af sangerinder, der aldrig burde have været overvejet til et Eminem album, og dernæst fordi omkvædet dermed sætter tonen for resten nummeret, men alligevel sjældent forholder sig særlig godt til versene. Jeg kunne med nødt og næppe være gået med til Polina’s vokal, hvis hun bare havde undladt at introducere os for sit titelgivende hook, men som det er nu, finder jeg hende en kende irriterende. Emile’s beat er uheldigvis en smule poppet, men trods alle disse klager er nummeret stadig udmærket.
7. ASSHOLE (FEAT. SKYLAR GREY)
Jeg er generelt positivt indstillet over for Alex da Kid og hans partner Skylar Grey, da de laver nogle fængende popmelodier, men det er ikke just noget, der altid går lige godt i spænd med Eminem. Her forsøger Alex sig dog med noget, der mest af alt minder om Kanye’s Yeezus, hvilket ville have været forholdsvis vellykket, havde det ikke været for Skylar’s ufatteligt dårlige omkvæd. Om ikke andet elsker jeg Eminem’s diss af ICP, der vitterligt er en af de ringeste hip-hop grupper nogensinde. De skulle egentligt have sluttet fred, men... ”How do fucking magnets work?”. Genialt.
8. BERZERK
Den første single. Du kender den og har allerede dannet dig en mening omkring den. Jeg selv kan godt lide samplet af Billy Squier’s ”The Stroke” i omkvædet. Om ikke andet. Det er nemlig stadig Eminem’s typiske første-single kvalitet, hvilket ikke mindst understreges af hans absolut intetsigende vers. Det er, hvad det er.
9. RAP GOD
Eminem rapper sin røv i laser med et meget imponerende teknisk niveau. Hans flow er vitterligt over det hele. Desværre er det også mere eller mindre alt, hvad nummeret har at byde på. Teksten består primært af battlerap af svingende kvalitet, men han får dog listet nogle enkelte interessante passager ind, som når han snakker censur og giver os den ucensurerede version af starten på tredje vers fra ”I’m Back” med det formål at bevise, at folk ikke tager ham lige så ”seriøst” længere. Han kan ikke chokere længere - det skulle da lige være hans gamle fans. Men det er altså et temmelig interessant afsnit, der i øvrigt også lyder noget anderledes anno 2013 (hans flow var nu federe dengang). Jeg har hørt nummeret beskrevet som en freestyle, man hører det én gang pga. nyhedsværdien, hvorefter man glemmer alt om den igen. Det virker meget rigtigt. Beatet er i øvrigt røvsygt.
10. BRAINLESS
Hans råberi tager en smule overhånd her. Det er ret ærgerligt, da nummeret ellers kunne have kandideret som et af albummets bedste. Beatet er tydeligvis hjemmelavet, så det er af den typiske, nogenlunde kvalitet, mens omkvædet minder mig lidt om Relapse. Jah, der kan man bare se. Resten er dog meget mere interessant. Da jeg først så tracklisten vækkede dette nummer en del nysgerrighed, da det unægteligt minder om ”Brain Damage”, og de handler da også begge to om at overkomme mobning, og begge gør det også fra et mere fjollet perspektiv. ”Brainless” er ikke helt så fantasifuld, men det er stadig temmelig underholdende. Indpakningen kunne bare godt have været mere indbydende.
11. STRONGER THAN I WAS
”Whaaaaaaaaat?” er noget, man tænker flere gange i løbet af albummet, men det gør sig særligt gældende for dette nummer - Også kaldet ”Kim 2” - Eminem kan stadig ikke synge. Der er så mange måder at starte dette afsnit på, at det kan være svært at vælge, og alle de tre overstående sætninger beskriver faktisk nummeret ganske godt. ”Stronger Than I Was” er sunget fra Kim’s perspektiv som et slags modsvar til ”Kim” og al dens smukke, rædselsfulde væsen. Ligesom i ”Hailie’s Song” bliver sidste vers dog leveret som egentligt rap, men mens denne ode til hans datter er meget sød trods hans meget begrænsede sangtalenter, så er det lidt af en udfordring af omfavne ”Stronger Than I Was” med samme glæde. For hurtigt lige at få selve rappen ordnet, så fungerer det faktisk ikke særlig godt. Hans flow er forholdsvis uengagerende, og han får det ikke rigtigt passet ind i konteksten. Okay, så er nummeret bare et stort rod, eller hvad? Til min store overraskelse har Em produceret et ret finurligt og melodiøst beat, og hvad angår syngeriet, så begynder omkvædet faktisk at være ret fængende efter nogle gennemlyt. Er det så i virkeligheden et mesterværk? Overhovedet ikke. Nummeret hænger som skrevet ikke engang sammen hele vejen igennem, men det er nu heller ikke så slemt, som folk gør det til.
12. THE MONSTER (FEAT. BEBE & RIHANNA)
Der er en del numre på albummet, der kan betragtes som efterfølgere til gamle kendinge, men her har vi altså at gøre med en spirituel efterfølger til noget af nyere grad - nemlig ”Love the Way You Lie”. Det er fængende med en poppet, guitarbesmykket produktion og et stensikkert hit-omkvæd fra Rihanna. Men hvad laver det på The Marshall Mathers LP 2? Hvis Eminem absolut vil indblandes i sådan noget her, så giv da i det mindste nummeret til en af de andre medvirkende - i dette tilfælde ville Rihanna være et godt bud.
13. SO FAR…
Joe Walsh’s sarkastiske ”Life’s Been Good” er et interessant rocknummer i den forstand, at den består af flere forskellige dele med hver sine distinktive guitarriffs. Rick Rubin har samplet det hele. Det starter meget godt med sangens bedste riff og en fængende vokal, men desværre er dette kun forbeholdt introen og en tilsvarende bridge. I versene får vi et mere traditionelt, simpelt Rubin beat, der virker helt antiklimatisk efter forgående sekvens. Lyrisk går Eminem vanen tro fuldstændig mod strømmen med historier fra dagligdagen, og han beviser endnu engang, at hans fokus lægger på alt andet end materialistiske goder - præcis som det skal være (så længe han indspiller hvert fald). Det er ikke perfekt, men det er bestemt heller ikke dumt.
14. LOVE GAME (FEAT. KEIRA MARIE & KENDRICK LAMAR)
Om det handler om en kvinde eller ej kan næsten være lige meget, da et andet emnevalg nok uanset hvad havde været at fortrække i denne længe ventede kollaboration. Beatet er muntert og forholdsvis fængende, så nummeret er da okay, så længe det varer, men det er ikke et stykke, jeg endnu er gået målrettet efter. De laver forhåbentligt noget mere seriøst sammen senere hen.
15. HEADLIGHTS (FEAT. NATE RUESS)
Lad mig med det samme slå fast, at jeg betragter dette som værende blandt albummets absolut bedste numre. Der er i mine øjne ikke rigtigt nogen grund til, at dette ikke skulle være tilfældet. Vi lægger ud med et tilpas følelsesladet omkvæd fra Nate, der hverken bliver for rnb- eller rock-agtig. Derudover passer omkvædet rent faktisk til versene, hvilket tilsyneladende er ekstraordinært herpå. Videre til beatet, der umiddelbart godt kunne indeholde et sample af John Lennon’s ”Mother” - hvilket tematisk ville også give utroligt god mening - men der er ingen grund til bekymring, da det lyder fabelagtigt. Melodi og bas er faktisk en god ting. End videre åbner Eminem sit vers med et normalt stemmeleje - jo vist det udvikler sig hurtigt til den sædvanlige, skingre stemme, men det virker stadig mere naturligt end ”Berzerk”, hvor Em f.eks. ikke lader skrigeriet vente på sig et eneste sekund. Nå ja, og ang. teksten så er ”Headlights” én stor (læg mærke til hvordan versene er usædvanligt tæt knyttet sammen) undskyldning til hans mor, Debbie Mathers, som Em nu mener, han måske er gået lige hårdt nok til. Som i ”Cleanin’ Out My Closet” holder han sig heller ikke tilbage her, så det er et hudløst ærligt indblik ind i hans familiesituation - dvs. forholdet mellem ham, Debbie, lillebror Nate (som man i øvrigt ikke rigtigt har hørt så meget om før) og til en hvis grad faderen. Fantastisk.
Hvorfor så kalde det The Marshall Mathers LP 2, når Eminem er en helt anden person i dag? Netop fordi han er en helt anden person. Albummet skal nemlig ikke ses så meget som et forsættelse, som det skal ses som et modsvar til originalen. Det fungerer altså langt hen ad vejen som en måde, hvorpå Eminem kan vise og fortælle sine fans men også sine nærmeste, hvordan han har ændret sig til noget, der forhåbentligt er bedre (i hvert fald som person - ikke nødvendigvis som rapper).
The Marshall Mathers LP 2 lækkede omtrent en uge før udgivelsesdagen men efter udgivelsen af de første fire singler. Du har formegentligt allerede hørt nogle af disse, og hvis du nu sidder og tænker, at du bestemt ikke har behov for at høre mere, så overvej det lige endnu engang. Evt. mens du læser resten af denne anmeldelse. Også selvom Rihanna og Skylar Grey medvirker, og alle andre end Dr. Dre har bidraget med beats.
1. BAD GUY (FEAT. SARAH JAFFE)
Der lægges hårdt ud med en efterfølger til intet mindre end hitsinglen ”Stan”. Eminem fortæller fra Stan’s lillebrors (Matthew) perspektiv, som ganske simpelt har til ærinde at hævne sin bror ved at kidnappe og myrde Em. Det slår åbenlyst ikke lige så hårdt som ”Stan”, men det er stadig en spændende fortælling, der kun forstærkes af den afsluttende epilogue, der indeholder et beatskift (til noget mere aggressivt) og et afsluttende vers om nummerets dobbeltbetydninger, Eminem’s usikkerhed og hans tanker om sin nuværende plads i genren. Det indeholder nogle ret kraftfulde linjer. Sarah Jaffe’s omkvæd kræver en smule tilvænning, men da jeg først havde hørt det et par gange, fandt jeg det nu meget passende. Mit største problem ved første lyt var beatet, der virkede lidt for simpelt på mig, men når først nummeret er kommet ordenligt i gang, så har jeg glemt alt om den kritik igen. Rigtig fed måde at åbne albummet på.
2. PARKING LOT (SKIT)
En forsættelse af sketchen fra ”Criminal”. Der er vel en grund til, at albummet indeholder et 2-tal.
3. RHYME OR REASON
Rick Rubin elsker at sample hård rock, men med en smule indflydelse fra Eminem bag knapperne, ender vi her i stedet med et sample (Læs: hele musikken og en del af vokalen) af The Zombie’s ”Time of the Season”. Det er et næsten morsomt bekendtskab ved første lyt, men jeg er blevet temmelig glad for det med tiden. Omkvædet, der er en blanding af samplet og Eminem, er omtrent lige så fængende som originalen, mens Em har nogle fede vers omkring lige dele sin far og sine kompetencer. Det er godkendt.
4. SO MUCH BETTER
Jeg blev ret overrasket over at finde ud af, at Em har produceret flere af numrene selv (eller sammen med pianisten Luis Resto), men han lægger da heldigvis vældig godt ud med denne ode til… en eller anden kvinde. Eller noget. Pointen er, at det faktisk er ganske underholdende. Altså lige med undtagelse af det irriterende omkvæd. Og den tåkrummende bridge. Nummeret er stadig okay.
5. SURVIVAL (FEAT. LIZ RODRIGUES)
Jeg må indrømme, at denne Call of Duty-reklame lyder meget bedre i albummets kontekst. Det er dog stadig ikke videre godt. Eminem’s udgangspunkt er linjer om overlevelse i verden og genren, men det bliver hurtigt en triviel og træg affære med gentagelser, kedelige ordspil og i øvrigt en del råben. Ret uforglemmeligt nummer.
6. LEGACY (FEAT. POLINA)
Em fortæller mere eller mindre den samme historie som i ”Brain Damage” - denne gang bare den virkelige historie, så i stedet for at runde af med at tæve sin mobber og samle sin hjerne op fra gulvet slutter han i stedet af med, hvordan han søgte tilflugt i musikken, der gav ham nogle terapeutiske virkemidler. Igen er omkvædet tydeligvis pakket sammen med beatet, hvilket er et trick både Alex da Kid, S1 og nu Emile benytter sig af. Jeg må sige, at jeg ikke just er den store fan af denne fremgangsmåde. Først og fremmest fordi de medfølgende omkvæd oftest er sunget af sangerinder, der aldrig burde have været overvejet til et Eminem album, og dernæst fordi omkvædet dermed sætter tonen for resten nummeret, men alligevel sjældent forholder sig særlig godt til versene. Jeg kunne med nødt og næppe være gået med til Polina’s vokal, hvis hun bare havde undladt at introducere os for sit titelgivende hook, men som det er nu, finder jeg hende en kende irriterende. Emile’s beat er uheldigvis en smule poppet, men trods alle disse klager er nummeret stadig udmærket.
7. ASSHOLE (FEAT. SKYLAR GREY)
Jeg er generelt positivt indstillet over for Alex da Kid og hans partner Skylar Grey, da de laver nogle fængende popmelodier, men det er ikke just noget, der altid går lige godt i spænd med Eminem. Her forsøger Alex sig dog med noget, der mest af alt minder om Kanye’s Yeezus, hvilket ville have været forholdsvis vellykket, havde det ikke været for Skylar’s ufatteligt dårlige omkvæd. Om ikke andet elsker jeg Eminem’s diss af ICP, der vitterligt er en af de ringeste hip-hop grupper nogensinde. De skulle egentligt have sluttet fred, men... ”How do fucking magnets work?”. Genialt.
8. BERZERK
Den første single. Du kender den og har allerede dannet dig en mening omkring den. Jeg selv kan godt lide samplet af Billy Squier’s ”The Stroke” i omkvædet. Om ikke andet. Det er nemlig stadig Eminem’s typiske første-single kvalitet, hvilket ikke mindst understreges af hans absolut intetsigende vers. Det er, hvad det er.
9. RAP GOD
Eminem rapper sin røv i laser med et meget imponerende teknisk niveau. Hans flow er vitterligt over det hele. Desværre er det også mere eller mindre alt, hvad nummeret har at byde på. Teksten består primært af battlerap af svingende kvalitet, men han får dog listet nogle enkelte interessante passager ind, som når han snakker censur og giver os den ucensurerede version af starten på tredje vers fra ”I’m Back” med det formål at bevise, at folk ikke tager ham lige så ”seriøst” længere. Han kan ikke chokere længere - det skulle da lige være hans gamle fans. Men det er altså et temmelig interessant afsnit, der i øvrigt også lyder noget anderledes anno 2013 (hans flow var nu federe dengang). Jeg har hørt nummeret beskrevet som en freestyle, man hører det én gang pga. nyhedsværdien, hvorefter man glemmer alt om den igen. Det virker meget rigtigt. Beatet er i øvrigt røvsygt.
10. BRAINLESS
Hans råberi tager en smule overhånd her. Det er ret ærgerligt, da nummeret ellers kunne have kandideret som et af albummets bedste. Beatet er tydeligvis hjemmelavet, så det er af den typiske, nogenlunde kvalitet, mens omkvædet minder mig lidt om Relapse. Jah, der kan man bare se. Resten er dog meget mere interessant. Da jeg først så tracklisten vækkede dette nummer en del nysgerrighed, da det unægteligt minder om ”Brain Damage”, og de handler da også begge to om at overkomme mobning, og begge gør det også fra et mere fjollet perspektiv. ”Brainless” er ikke helt så fantasifuld, men det er stadig temmelig underholdende. Indpakningen kunne bare godt have været mere indbydende.
11. STRONGER THAN I WAS
”Whaaaaaaaaat?” er noget, man tænker flere gange i løbet af albummet, men det gør sig særligt gældende for dette nummer - Også kaldet ”Kim 2” - Eminem kan stadig ikke synge. Der er så mange måder at starte dette afsnit på, at det kan være svært at vælge, og alle de tre overstående sætninger beskriver faktisk nummeret ganske godt. ”Stronger Than I Was” er sunget fra Kim’s perspektiv som et slags modsvar til ”Kim” og al dens smukke, rædselsfulde væsen. Ligesom i ”Hailie’s Song” bliver sidste vers dog leveret som egentligt rap, men mens denne ode til hans datter er meget sød trods hans meget begrænsede sangtalenter, så er det lidt af en udfordring af omfavne ”Stronger Than I Was” med samme glæde. For hurtigt lige at få selve rappen ordnet, så fungerer det faktisk ikke særlig godt. Hans flow er forholdsvis uengagerende, og han får det ikke rigtigt passet ind i konteksten. Okay, så er nummeret bare et stort rod, eller hvad? Til min store overraskelse har Em produceret et ret finurligt og melodiøst beat, og hvad angår syngeriet, så begynder omkvædet faktisk at være ret fængende efter nogle gennemlyt. Er det så i virkeligheden et mesterværk? Overhovedet ikke. Nummeret hænger som skrevet ikke engang sammen hele vejen igennem, men det er nu heller ikke så slemt, som folk gør det til.
12. THE MONSTER (FEAT. BEBE & RIHANNA)
Der er en del numre på albummet, der kan betragtes som efterfølgere til gamle kendinge, men her har vi altså at gøre med en spirituel efterfølger til noget af nyere grad - nemlig ”Love the Way You Lie”. Det er fængende med en poppet, guitarbesmykket produktion og et stensikkert hit-omkvæd fra Rihanna. Men hvad laver det på The Marshall Mathers LP 2? Hvis Eminem absolut vil indblandes i sådan noget her, så giv da i det mindste nummeret til en af de andre medvirkende - i dette tilfælde ville Rihanna være et godt bud.
13. SO FAR…
Joe Walsh’s sarkastiske ”Life’s Been Good” er et interessant rocknummer i den forstand, at den består af flere forskellige dele med hver sine distinktive guitarriffs. Rick Rubin har samplet det hele. Det starter meget godt med sangens bedste riff og en fængende vokal, men desværre er dette kun forbeholdt introen og en tilsvarende bridge. I versene får vi et mere traditionelt, simpelt Rubin beat, der virker helt antiklimatisk efter forgående sekvens. Lyrisk går Eminem vanen tro fuldstændig mod strømmen med historier fra dagligdagen, og han beviser endnu engang, at hans fokus lægger på alt andet end materialistiske goder - præcis som det skal være (så længe han indspiller hvert fald). Det er ikke perfekt, men det er bestemt heller ikke dumt.
14. LOVE GAME (FEAT. KEIRA MARIE & KENDRICK LAMAR)
Om det handler om en kvinde eller ej kan næsten være lige meget, da et andet emnevalg nok uanset hvad havde været at fortrække i denne længe ventede kollaboration. Beatet er muntert og forholdsvis fængende, så nummeret er da okay, så længe det varer, men det er ikke et stykke, jeg endnu er gået målrettet efter. De laver forhåbentligt noget mere seriøst sammen senere hen.
15. HEADLIGHTS (FEAT. NATE RUESS)
Lad mig med det samme slå fast, at jeg betragter dette som værende blandt albummets absolut bedste numre. Der er i mine øjne ikke rigtigt nogen grund til, at dette ikke skulle være tilfældet. Vi lægger ud med et tilpas følelsesladet omkvæd fra Nate, der hverken bliver for rnb- eller rock-agtig. Derudover passer omkvædet rent faktisk til versene, hvilket tilsyneladende er ekstraordinært herpå. Videre til beatet, der umiddelbart godt kunne indeholde et sample af John Lennon’s ”Mother” - hvilket tematisk ville også give utroligt god mening - men der er ingen grund til bekymring, da det lyder fabelagtigt. Melodi og bas er faktisk en god ting. End videre åbner Eminem sit vers med et normalt stemmeleje - jo vist det udvikler sig hurtigt til den sædvanlige, skingre stemme, men det virker stadig mere naturligt end ”Berzerk”, hvor Em f.eks. ikke lader skrigeriet vente på sig et eneste sekund. Nå ja, og ang. teksten så er ”Headlights” én stor (læg mærke til hvordan versene er usædvanligt tæt knyttet sammen) undskyldning til hans mor, Debbie Mathers, som Em nu mener, han måske er gået lige hårdt nok til. Som i ”Cleanin’ Out My Closet” holder han sig heller ikke tilbage her, så det er et hudløst ærligt indblik ind i hans familiesituation - dvs. forholdet mellem ham, Debbie, lillebror Nate (som man i øvrigt ikke rigtigt har hørt så meget om før) og til en hvis grad faderen. Fantastisk.
16. EWIL TWIN
Fint nummer. Jeg har faktisk svært ved at skrive mere, da der ikke rigtig er noget i nummeret, der gør det særligt eller virkelig godt, mens der omvendt heller ikke er noget, der direkte trækker ned. Em’s beat er endnu engang kun nogenlunde, selvom Sid Roams ellers har forsøgt at få proppet noget mere bas ind. Endvidere skulle man tro, at Em ville snakke mere eksplicit om forholdet mellem ham og Shady, men det er altså et rimelig løst koncept, som vi får serveret. Det er cool nok, men ikke videre opsigtsvækkende.
Hvis man køber Deluxe-versionen, får man en bonus disk med, der indeholder følgende fem bonusnumre.
1. BABY
Oprindeligt var jeg stor modstander af dette nummer, da Em’s selvproducerede beat er ekstra kedeligt, og hans omkvæd er et af hans hidtil værste (Dirty Dancing, virkelig?) - og her tænker jeg gennem hele karrieren. Jeg tvang mig dog til at høre det igennem igen, og jeg opdagede, at også hans levering er ret irriterende, da den minder mig om Relapse-perioden. For at være fair gjorde jeg mig dog også en anden opdagelse, da teksten faktisk er ret morsom til tider. Stadig et dårligt nummer dog.
2. DESPERATION (FEAT. JAMIE N COMMONS)
Det lyder som om, at Alex har samplet noget gammelt sydstatsrock fra halvfjerdserne (hvilket altid burde være en god ting), men umiddelbart stammer det meste fra kammeraten Commons, der ligesom Skylar også er signet til Alex’ pladeselskab. Eminem disker op med en uinteressant kærlighedshistorie, der denne gang minder mig om Recovery-perioden. Videre.
3. GROUNDHOG DAY
Endnu et nummer om hans barndom, men denne gang dækker han begivenheder fra hans første introduktion til hip-hop og frem til hans kommercielle succes. Det er faktisk nok en anelse misvisende, da han hopper rimelig hurtig frem til succesen, hvorefter nummeret udvikler sig til battlerap. Ikke et videre fokuseret nummer, og da Em igen har været inde over beatet, er det heller ikke videre interessant.
4. BEAUTIFUL PAIN (FEAT. SIA)
Emile har produceret en nydelig popmelodi, der (bogstaveligtalt) er skræddersyet til Sia, som svarer tilbage med et ret fantastisk omkvæd. Jeg har bare ingen anelse om, hvad Eminem blander sig for. Han bør snart have lært hvilke beats, der klæder ham, og hvilke, der ikke gør. Det hjælper heller ikke, at hans vers er kedeligt, romantisk pladder. Hvis jeg skulle høre dette, ville det næsten mest være for Sia’s skyld.
5. WICKED WAYS (FEAT. X AMBASSADORS)
Selvom gæsten giver et råddent, A$AP Rocky-agtigt omkvæd, så har vi her at gøre med det bedste, som bonusdisken har at byde på. Det simple, dybe beat tangerer noget trap uden at blive irriterende, og Eminem har nogle udmærkede trash-talking vers. Jeg må dog stille spørgsmålstegn ved hans soberhed, når han med seriøsitet i stemmen kalder sig selv for en blanding af Skylar Grey, Tyler, the Creator og Violent J. Tyler kunne jeg godt gå med til pga. hans personlige vers og store had til sin far, men ellers… Dissede han lige sig selv? Hvad angår den afsluttende Ken Kaniff sketch: Jeg hader ham, og jeg ville ønske, at han var forsvundet med Aristotle.
Og et sidste bonusnummer som et led i samarbejdet med Activision:
DON’T FRONT (FEAT. DON’T FRONT)
Af uransagelige årsager har Em valgt at remikse Black Moon’s ”I Got Cha Opin” fra debutalbummet Enta da Stage. Han erstatter alle Buckshot’s vers med sine egne, der selvfølgelig indeholder masser af referencer til en svunden tid. Hans vers er ikke de vildeste - kunne godt være en freestyle - men det var da stadig et interessant lyt.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jeg har haft meget besvær med at bedømme Eminem’s seneste udspil, og The Marshall Mathers LP 2 er ingen undtagelse. Problemet er, at han hverken leverer en overflod af A-materiale eller udvandet poprap - det er hverken superbt eller dårligt. Han placerer sig et sted midt i mellem. Teknikken er gennemgående i vinkel, hvis man ser bort fra hans stemmeleje problemer. Det der med at rappe, som man snakker, sker kun i små glimt (som f.eks. i slutningen af ”Bad Guy”), hvilket er virkelig ærgerligt, men han er da om ikke andet blevet bedre siden Recovery, så måske det bliver endnu bedre næste gang. Hans smag for beats er ikke just noget at råbe hurra for, og det samme gælder omkvædene - om det så er hans egne eller ej. Em kunne også med fordel have sorteret nogle enkelte numre fra (selvom bundniveauet er forholdsvis højt), så vi havde fået en mere kompakt og strømlinet oplevelse. Med det sagt så er der stadig en del underholdning (og et utal af referencer til tidligere plader, andre rappere og popkulturen generelt) at finde på albummet, da Eminem bestemt ikke har ligget på den lade side, men i stedet kan vise en imponerende selvindsigt med personlige og afslørende vers (overraskende nok uden at det skal handle om børnene). The Marshall Mathers LP 2 lever ikke op til alle forventningerne, men hvis man giver det en chance, vil man formegentligt alligevel som minimum ende med at have et nogenlunde forhold til de fleste numre. Køb du bare The Marshall Mathers LP 2 - evt. Deluxe-udgaven.
BEDSTE NUMRE: ”Bad Guy”; ”Rhyme or Reason”; ”Legacy”; “Brainless”; “So Far…”; “Headlights”; “Evil Twin”; “Wicked Ways”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar